Lidt historie
Hulemalerier og fund af genstande fra havet beviser, at mennesket har dykket gennem årtusinder.
Ønsket om at komme under vandet har sikkert altid eksisteret. Det kan der være flere grunde til, men den mest essentielle af alle, er mad.
I det gamle Grækenland er det kendt, at fridykkere dykkede efter svampe og endda anvendte fridykning til militære angreb.
Dog var det et problem, at dén tidsperiode, man kunne opholde sig under vand, var umådelig kort. Fysikkens love sætter jo en begrænsning for, hvor dybt man kan dykke med et primitivt rør som eneste luftforsyning, så det store spørgsmål var, hvordan man kunne løse problemet og dermed gøre det muligt at opholde sig længere tid under vandet.
I det 16. århundrede begyndte man at anvende dykkerklokker som luftkilde under vandet. Ved at nedsænke klokken med åbningen nedad opstod sammentrykket luft i toppen af klokken, som dykkeren kunne svømme tilbage til, når han havde brug for luft. Dette kunne gentages, indtil luften var ubrugelig.
I 16 hundredetalets England og Frankrig var dykkerdragter lavet af læder og kunne anvendes til ca 20 meters dybde. De blev pumpet fulde af luft fra overfladen, og ved konsant overtryk blev indtrængende vand undgået. Da metal hjelmen blev opfundet, steg operationsdybden.
Løbende op gennem det 19. og 20. århundrede blev dykkerudstyret udviklet og forbedret, og dét dykkerudstyr, som vi dykker med i dag, blev principielt opfundet i 1942-43 af Jacques Yves Cousteau og Emile Gagnan.
En anbefalelsesværdig bog i forbindelse med udviklingen og testdykkene med Aqualung’en, forfaderen til dét som vi idag kender som regulatoren, er ” Den tavse verden” af Jacques Cousteau.
