Dykning i Sydafrika

VELKOMMEN TIL SYDAFRIKA!
Her kan du læse mere om denne destination.

FRA KØLIGT TIL TROPISK VAND
Dykning i Sydafrika opfylder alt, hvad dykkerhjertet begærer! Få steder i verden kan du få så varieret og spændende dykning inden for en forholdsvis overkommelig strækning. Den eneste ulempe er at både tørdragten og 3 millimeteren skal pakkes! Du kan selvfølgelig altid vælge kun at koncentrere dig om den ene del. Det er nemlig sådan at oplevelserne i Sydafrika er vidt forskellige og sagtens kan tilpasses til dine behov. Den sydlige del omkring Cape Town er køligt vand, men byder til gengæld på masser af hajer, inklusiv muligheden for at dykke med hvidhajer i bur. I den nordøstlige del af landet, ved grænsen til Mozambique, er vandet til gengæld helt op til 30 grader, så der trives korallerne og dyrelivet på de dramatiske rev.

HAJER, HAJER, HAJER!
Det er faktisk lige meget, hvor du dykker i Sydafrika, så kan du forvente dig nogle fantastiske haj-dyk! Et væld af arter kan ses på de forskellige dykkersteder, og ved f.eks. Aliwal Shoal er det ikke unormalt at møde 50-80 hajer på ét dyk. Du bliver guidet og får inden nødvendig information om hajernes adfærd, så du trygt kan nyde synet af bl.a. tigerhajer, sorttippede revhajer og sandtigerhajer. Protea Banks er også kendt som noget af verdens bedste haj-dykning med mange forskellige arter bl.a. hammerhajer og tyrehajer. Og sydpå er det så hvidhajer og syvgællede hajer, der kan dykkes med.

SARDINER PÅ FLUGT OG VILDTSAFARI
Fra maj til juli sker der noget af et naturfænomen op langs østkysten. En kold strøm bevæger sig nordpå og tager kæmpe stimer af sardiner med – og jægere fra alle vinkler er klar i kulissen til at deltage i den store mad-fest! Fra luften kommer kæmpe flokke af havfugle og styrtdykker ned i vandet efter de sagesløse fisk. Fra siderne og fra neden er det angreb fra hajer, tun, sejlfisk og andre store fisk, delfiner, søløver og selv fra hvaler, som fiskene må finde sig i. Fiskene stimler sig sammen i mindre kugler, ’bait balls’, som kan blive op til 20 meter i diameter. Fænomenet kaldes Sardine Run og flytter sig hele tiden, derfor skal man indstille sig på at bruge nogle dage for at få lov til at opleve det spektakulære syn. Men det er ikke kun under vand at det vrimler med store dyr. Afrika er som bekendt hjemstedet for savanner og skove med store, vilde dyr, og dem skal man selvfølgelig også opleve, når man er på de kanter!

VANDTEMPERATURER
Afhængig af om du opholder dig ved sydspidsen og Cape Town eller længere oppe nordpå ved grænsen til Mozambique, er det alt fra ca. 8-30 grader. Så husk at pakke udstyr derefter!

Du skal have en dykkercomputer med på din ferie – Diving 2000 har de bedste dykkercomputerer.