Roots Red Sea – En dykkerberetning (del 5)

En dykkerdagbog formuleret af rejsedeltager Jette Egtved Hansen.

Egypten februar 2020. Dag 5. Fredag d. 28.02.2020.

Nu er man virkelig kommet ind i rytmen i campen, og har overgivet sig til roen og det afstressende dykkerliv her midt ude i “ingenting”. Her er sand og bjerge så langt øjet rækker i den ene retning og det uendelige Røde Hav i den modsatte retning… Og midt imellem ligger vores lille charmerende og autentiske dykkercamp Roots Red Sea.

Hvis man skulle være blevet fristet til at besøge Roots og selv opleve dette dykker paradis, vil jeg lige komme med en advarsel…MAN BLIVER AFHÆNGIG!!! Man vil bare ikke herfra…men man vil SÅ gerne tilbage! Her er den dejligste atmosfære og der er garanti for, at du kommer helt ned i gear og bare nyder livet.

Som de tidligere dage begiver vi os ned til stranden efter vores solide morgenmåltid. Her står vores udstyr klar til os… – og vandet venter på os: ) De fleste af dagene når vi to dyk inden frokost og to dyk efter frokost  (og så har vi jo haft et par dage med et natdyk inden aftensmaden) og denne dag er ingen undtagelse…

Vi nyder et par formiddagsdyk på syd-revet hvor vi hilser på nogle af yndlings beboerne… De underholdende Nemo’er og deres små sort/hvide unger. Vi dykker lidt dybere denne gang. På vores sidste tur til Roots Red Sea med Diving2000 tog vi vores Deep Diver Certifikat… Så denne gang må vi begive os ud på 40 meters dybde.

Der er naturligvis lidt mørkere på det dybere vand, men ellers er Egypten jo et perfekt sted at ta’ dybdedyk. Sigten er fantastisk 25 – 30 meter og der er jo altså noget bedre lys end herhjemme. Vi er meget glade for de Specialer vi har taget gennem Diving2000. De giver os en masse frihed og en masse muligheder indenfor dykningen.

På vej tilbage fra vores dyk, da vi ligger på vores safety stop, kommer en del af vores rejseselskab og gør os selskab. Det er en gruppe, som netop er ved at afslutte deres sidste dyk i deres Deep Diver Certifikat sammen med deres instruktører. De ser alle glade og opstemte ud. Et nyt hold dybde dykkere udklækket fra Diving2000 ?

Efter vores to formiddagsdyk nyder vi vores frokost på stranden. Findes der noget bedre end at komme op af vandet efter et par perfekte dyk, og så er frokosten serveret til dig…??Vi ønsker de nye certificerede dybdedykkere tillykke (forresten blev de da også lige certificerede nat-dykkere i går aftes?) – Diving2000 får uddannet en masse gode og ansvarlige dykkere på disse ture!

Da vi har fået holdt vores tan lidt ved lige på solsengene er vi klar til en tur (eller to) mere under vandet. Denne gang går vi mod nord. Vi hilser på den store moræne på vejen der ud ad, og beundrer de fine Puffer fisk, der gerne ligger og troner på toppen af koral blokke. Pludselig får vi øje på noget, der blot ligner en stump knækket koral, der ligger på bunden…men da jeg nærmer mig med kameraet, folder den mystiske skabning et par smukke vinger ud på hver side af kroppen. Vingerne har de mest fantastiske farver og ligner nærmest en eksotisk sommerfugl. Resten af dyret er grå/brunt og ligner nærmest en gren fra en død busk. Det går på bunden med sine små krabbe ben…deraf nok navnet Walkman. Red sea Walkman. På en gang grim og mærkelig og samtidig fantastisk smuk og interessant!

Vores oplevelser med camouflagens mestre er ikke slut for i dag… Noget i sandet fanger mit øje; men jeg kan først ikke se, hvad det er… Så får jeg pludselig stykket et billede sammen af et par øjne og en kæmpe stor grumpy mund… Andet er ikke synligt. 

Det er en stor Frogfish, der ligger nedgravet i sandet…kun øjnene og den kæmpestore mund, som nærmest sidder ovenpå hovedet er fri fra sandet. Jeg ligger lige over den med mit kamera tæt på den ( irriterende type… ); men den er fuldstændig ligeglad med mig. Den eneste reaktion, jeg får, er et øje, der kører lidt rundt…ellers ligger den komplet ubevægelig og venter på et intetanende bytte, som svømmer hen over den store mund…

Frogfish camoufleret på sandbunden..

Århhh…Den forunderlige Verden under vand! Ligegyldigt om du dykker på det samme sted 50 gange, oplever du noget nyt hver gang! Jeg er vild med det!!!

En fast beboer på revet er også de afsindigt smukke Bluespotted Stingray. De er helt musegrå og så med de mest fantastiske – nærmest fluorescerende  – blå pletter! De er SÅ smukke og yndefulde, når de “flyver” gennem vandet, for til sidst at lande i en smooth glidende bevægelse på havbunden. Her ligger de så og iagttager én med deres store øjne… Bliver man for påtrængende “letter” de ligeså elegant igen og svæver lidt længere væk…

Dem bliver jeg aldrig træt af at kigge på!

Efter denne dags sidste dyk, kan jeg konstatere, at jeg må investere i en bog om livet i Det Røde Hav. Der er et utal af smukke fisk, som jeg ikke aner hvad hedder. Når min mand og jeg taler om dagens oplevelser er det med beskrivelser som “den store blå med den gule stribe” eller ” den lille med de blå og hvide striber”… Det kunne nu være rart (og lidt lettere) at kunne kalde dem ved rette navn.  Nå, men jeg har snart fødselsdag, så det må være et passende ønske : )

Endnu en dejlig dag nærmer sig sin afslutning – Nu er det hjem i vores dejlige hytte og ha’ et bad… Herefter et lille smut forbi receptionen og fange lidt Wi-Fi, så man kan sende lidt fotos hjem til dem derhjemme. Jeg er ikke den eneste, der har fået dén idé. På sofaerne hele vejen rundt  ligge/sidder de trætte dykkere… Snakken går livligt og der kigges og udveksles fotos og videoer… Det hele krydres måske med en G&T. Det er bare ren hygge!

Så lyder klokken – aftensmaden er serveret! Som om, vi ikke havde fået fisk nok for i dag, er der FISK på menuen (der er kylling til dem, der ikke spiser fisk)! Uhmmm jeg elsker fisk… – Både i live og på tallerkenen!; )

Snakken fortsætter højlydt rundt om bordet…. Skønne mennesker, skønt sted, skøn stemning!

Fortsættes..

Skriv et svar