En dykkerdagbog formuleret af rejsedeltager Jette Egtved Hansen.

Egypten februar 2020. Dag 6. Lørdag d. 29.02.2020.

Så er dagen kommet… – Vores sidste dykkerdag i campen. I morgen skal vi flyve hjem, derfor må vi kun dykke indtil kl. 13.00 i dag….

Tiden skal udnyttes! En del af vores rejseselskab føler sig lidt mættet af dykning; men IKKE mig! Jeg kan slet ikke få spist morgenmaden og drukket kaffen hurtigt nok! – hvis vi skynder os, kan vi måske nå tre dyk før kl. 13.00.

Vi racer ned på stranden og medbringer friske batterier til alle vores lygter – så vi er klar til hurtig skiftning imellem vores dyk. Inden vores første dyk, samles vi alle sammen i vandkanten med fuldt udstyr på til et fællesbillede… Herefter svømmer vi i samlet flok ud til Madonna’en for at få taget endnu et fællesbillede… Denne gang under vand.

Herefter går selskabet hver til sit… Min kære mand og jeg svømmer en tur ud til den før omtalte “Red dot“. Det er så fantastisk smukt omkring den koralblok! Så meget forskelligartet liv og bevoksning! – og så selvfølgelig de altid skønne Klovnefisk!

Vi får pludselig øje på et par andre “Klovnefisk” i vandet… Pia og Jan (Diving2000‘s BigDaddy og frue ; ) ) har fået samme idé som os. De svømmer rundt på den anden side af koralblokken… Pia hænger tålmodigt i vandet og venter på sin mand… som filmer.

Hvor er det heldigt for Jan og jeg, at vi har så tålmodige dykker makkere : ) – Jeg er ihvertfald meget glad og lykkelig for min makker (både under og over vand)… Det må nogen gange være en prøvelse at dykke med sådan en foto-nørd som mig. Da Jan får øje på, at jeg tager billeder af dem, retter han sit skyts mod mig…og vi har en lille foto battle under vand:

• 

• 

• 

Efter et ha’ svømmet lidt rundt i området beslutter vi at vende om og begive os hjemad… Pludselig mødes vi igen med Pia og Jan, og resten af vejen ligger vi lige bag dem (så kan jeg i smug få lidt flere billeder af dem… Samtykkeerklæringen må komme bagefter)

Pia var faktisk den instruktør som lærte mig (og min mand) at dykke. For dette skal hun have STOR ROS og MANGE TAK… Jeg var nemlig bestemt ikke den nemmeste elev! Jeg var faktisk vandskræk efter en nær-drukne ulykke som barn, og bare tanken om at stikke hovedet under vand fyldte mig med panik. Jeg var meget tæt på at give op flere gange under vores Open Water forløb ( som vi også tog på en dykker-rejse med Diving2000 til Roots Red Sea… i februar 2019 – der kan ske meget på et år, når man kommer i hænderne på de rigtige mennesker ); men Pias rolige og meget pædagogiske væsen gjorde, at jeg fik overvundet mig selv og min vandskræk og gennemførte kurset. Jeg fik mit Open Water Certifikat… Og har efterfølgende taget Advanced Certifikat, Deep Diver Certifikat og Night Diver Certifikat gennem Diving2000.

Jeg er meget taknemmelig for Pias tålmodighed med mig og tro på mig dengang… Det skal dertil siges, at vi efterfølgende har stiftet bekendtskab med de fleste instruktører i Diving2000 og alle har været fantastiske! Stor anbefaling til alle herfra… Vi har haft lutter gode oplevelser! 

Vi skynder os op ad vandet og får skiftet flaske i en fart… Vi skal ha’ udnyttet de sidste par timers dykkertid! Denne gang besøger vi Nemo familien på nordsiden. Denne familie bor ligeledes i en stor blødkoral på toppen af en koralblok; men denne blødkoral er ikke rød – den er nærmest lidt bleg gul. Vi kan jo ikke rejse hjem uden at sige farvel til begge hold Nemo’er…

Vi svømmer en tur ud forbi hjerne-korellen, og kigger lidt rundt i det område. Jeg suger alle de fantastiske farvestrålende indtryk til mig…. Århhh jeg vil IKKE hjem!!! 

Vi når lige med nød og næppe tre dyk inden kl.13.00…jeg kan næsten ikke slippe den ubeskriveligt smukke verden dernede, og min mand må nærmest trække mig op af vandet (mig, der var vandskræk for et år siden…).

Vi havde fået strenge ordre på at være oppe fra vandet SENEST kl. 13.00… Vi var oppe 12.58…. – Dykker tid udnyttet!: )

Så pakker vi vores udstyr i kasserne, og imens det bliver kørt tilbage til campen for at blive skyllet og hængt til tørre, er det blevet tid til den sidste frokost på stranden.

Under frokosten foreslår en af instruktørerne, at vi, når vi har spist, laver en Clean-up på stranden. At vi – udstyret med store affaldssække – går en tur op og ned ad stranden og samler affald op. Som sagt – så gjort! På det lille stykke strand ud for dykker-centret og restauranten er der faktisk pænt og rent og ikke noget affald…men runder man lige pynten, er det en helt anden sag! Her flyder det med alt slags affald! Det er så trist at se… Synd at så uvurderlig natur ødelægges på den måde….

Alle mand gik til opgaven med krum hals! Vi fik renset et stort område for affald og fyldt EN MASSE sække! – og så var det oveni købet sjovt og hyggeligt! Det må helt klart gøres til en fast tradition på den sidste dag i campen! Rigtig godt initiativ Mikkel!? 

• 

• 

• 

Efter en omgang oprydning og affaldshåndtering er det vist på sin plads med et bad! Vi har fået besked på, at vi skal medbringe vores svømmefødder og dykkermaske til middagen… Hmmm, spændende….vi troede jo at det var slut med dykning??? Inden middagen samles vi alle udenfor restauranten på sofaerne. Der er linet op til hygge. Alle finder en plads og camp’ens hunde gør sig det mageligt imellem os.

To af vores rejsedeltagere har åbenbart musikalske begavelser. De giver et helt fantastisk klappe-nummer! Det lyder måske ikke af meget; men der bliver klappet med en rytme og en hastighed så Safri Duo godt kunne pakke sammen! Meget imponerende!

Herefter rykker vi indenfor i restauranten til næste etape af underholdningen. Her bliver vores stakkels instruktører bænket foran os og instrueret i et lille musik nummer spillet på svømmefødder og iført dykkermaske. Dette giver selvfølgelig anledning til en del morskab fra vores side… Meeen – karma is a bitch – pludselig bliver rollerne byttet om. Nu skal alle vi andre op fra stolene og igang med det helt store orkester! Det hverken lyder eller ser særlig kønt ud!: ) og ovenpå en lang dag og en enkelt aften-sjus er det ganske svært at holde rytmen…; ) Vores underholdning giver anledning til stor fornøjelse hos det Egyptiske personale i restauranten…. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at vi er til grin!:)

• 

• 

Efter et godt grin går vi ombord i feriens sidste aftensmåltid. Det er lidt trist; men heldigvis er stemningen som sædvanligt i top, og vi glemmer for en stund, at vi skal hjem i morgen.

Vi slutter dagen af med noget der nærmest er blevet en tradition for Glenn, Pia og jeg…Irish Coffee ala Egypt. Flødeskum har vi ikke i campen… Men Irish Coffee med vaniljeis smager forbløffende godt! 🙂

Alt smager bare bedre her i den lune Egyptiske aften og det hyggelige selskab. Det er svært at bryde op fra sådan en aften… Gid man bare kunne blive hængende… Og gid at gode ferier aldrig sluttede

Fortsættes…