Overvejer du at tage til Norge for at dykke? Læs Flemmings levende beretning om Diving 2000‘s sidste dykkertur til Kristiansand.

‘Tour Kristiansand Down Under

WAOO… Hvor var dét bare fantastisk..!!

Ikke en reklame for bredbånds-TV.

Ej heller lydsporet fra rutsjebanen i Djurs Sommerland – selvom netop dette nok er den bedste beskrivelse af følelsen, der kommer til én, når man atter står på dækket af dykkerskibet ”One Ocean”, efter et dyk i den norske skærgård.

 

Hjemme igen. Suset fra en helt forrygende dykkertur har fået lov at bundfælde sig – og armene er efterhånden kommet helt ned igen.

 

Optakten til årets første Norgestur skulle vise sig, samtidig at blive startskuddet til årets sommer.

Google er slidt tyndt for at finde oplysninger om Kristiansand og omegn. Eller rettere ”under-egn”, for det ER jo trods alt dét, de næste dage vil komme til at handle om. At komme op og opleve de norske fjorde – nedefra.

Vejrudsigten siger SOMMER-SOMMER. Nysgerrigheden på max, efter gennemsyn af masser af billeder og artikler. Specielt af vraget “M/S Seattle” – vel nok Norges mest kendte vrag.

Udstyr – tjek. Tøj til oven vande – tjek. Tandbørste, deo og myggespray – tjek. Plastikkort, lekture og hjemmebag til turen – tjek. Transporten og forplejningen er der styr på. JEG tror, vi er klar.

”Kristiansand Down Under” – here we come…

 

Grundet koordinering af fire personers kalendere og tidsplaner blev det torsdag, omkring aftensmads tid, før vi samlet ku’ bænke os omkring pomfritter og schnitzel på havnekajen i Hirtshals.

“KOMBARDO, KOMBARDO – masser af plads…”

Plads var der godt nok. Men lyden af antennen, der slog mod loftet indikerede, at betydningen af “masser” nok var et spørgsmål om smag og definition.

Havde den store Mercedes fra Diving 2000 ikke været så tungt læsset med tanke, dykkerudstyr, proviant og spændte dykkere, er jeg nu ikke helt sikker på, at “Kombardo” ville have sagt “MASSER af plads”.

 

3 timer og 15 minutter på Color Lines hurtigfærge. Med godt selskab eller en god bog – en overfartstid, der bestemt er til at overse. Og har man husket koden til dankortet – er der rig mulighed for indkøb, spil (gambling) og restaurantbesøg ombord. Endelig kan man jo også “bare” drysse rundt og suge indtryk til sig.

 

Nogle få km og max et kvarter efter i-land-kørsel var dykkerbilen bakket på plads ved hytten i “Kristiansand feriesenter Dvergsnestangen”. Køjerne fordelt og 4 halvtrætte buddies i gang med udpakning af den medbragte proviant.

Det var en flot hytte. 6 sovepladser fordelt over 2 soveværelser, hver med 3 senge. Og en hems med rigelig plads til 2. Sofahjørne, spisebord, badeværelse og et velassorteret køkken med både frys, køl, keramiske kogeplader, varmluftovn og micro.

Selvom det ikke nåede at blive HELT kulsort nat, var det alligevel først den følgende morgen, vi for alvor kunne se, hvilken fantastisk beliggenhed hytten havde.

Fra hyttens høje placering – og den store terrasse, hvor morgenmaden blev indtaget – var der frit udsyn mod dykkercentret “One Ocean”. Fjorden, hvor dykkerskibet lå fortøjet og videre mod fjeldene på modsatte side. Og det var så fra denne terrasse – med selvsamme billedskønne baggrund, at æg, bacon og lune boller blev indtaget.

 

NU skulle der dykkes.
Efter en rundvisning på dykkercentret, hvor bl.a. skyllefaciliteter, bade- og tørrerum blev forevist, var hele vores lille selskab samlet på molen ved det gode dykkerskib “One Ocean”.

Med blankt sort vand og solbeskinnede klipper i baggrunden fik vi – af vores italienske kaptajn, Carlo – præsenteret hans forslag til dagens program samt en grundig gennemgang af skibet og sikkerheden ombord. Herunder også, at brug af redningsvest er påbudt. Men, at en behørigt lukket tørdragt er tilstrækkeligt til at tilfredsstille de myndighedspersoner, der nu engang interesserer sig for slige sager.

Spejlblankt vand. 4 spændte dykkere – ready for adventure – på dækket af “One Ocean”, og kursen sat mod den lille ø “Oksø” og vraget af “Tom B”.

Motorskibet Tom B gik ned nær Oksø, den 22. August 1958 efter at hun var sejlet frontalt ind i en fjeldvæg i dårligt vejr. Carlo’s personlige teori var dog, at kaptajnen måtte have været temmelig “vissen”. Men hvorom alting er, blev hele besætningen bjerget efter ulykken, og ingen kom til skade.

Tom B blev derimod slemt tilredt ved påsejlingen og er, som årene er gået, faldet meget sammen og i dag ligger vraget i tre deler på en dybde af 14 til 20 meter vand på lys sand- og grusbund på østsiden af Oksø.

 

Ankertovet udgjorde det for “descend-line”. Buddy tjek – luft i BCD – giant stride – endelig i vandet – mødes i overfladen – OK – så er det NU…

Parvis gled vi stille ned og lod os overvælde af den fantastiske sigt. Selv fra nær overfladen var det muligt at overskue Tom B, der tonede frem små 15 m under os.

Ingen strøm overhovedet. Bare glide rundt i det klare vand. Lade lyskeglerne fra vores lygter finde vej gennem de mange åbninger på det ramponerede skib. Allerede på dækket af One Ocean havde vi aftalt IKKE at penetrere. Så vi nøjedes med at kigge.

At “nøjes med” plejer at indikere én eller anden form for begrænsning. Jeg tror dog ikke, at nogen af os, følte det som sådan – for der var rigeligt at kigge på. En afvekslende og farverig vegetation var hjemsted for et rigt dyreliv. Flere af beboerne lod sig oven i købet hilse på… Bl.a. en stenbider på rogn, masser af savgylter i flotte farver og fladfisk i hobetal. Og så alle dem, jeg ikke kender navnene på.

En stor dykkeoplevelse, noget anderledes end Lillebælt, der dog skulle vise sig at få en lidt anden afslutning, end nogen af os havde kunnet forudse.

Min buddy og jeg var første par, klar til opstigning. På 19,5 m gjorde vi tegn til hinanden om, at det var ved at være tid. Få meter fra ankertovet – og klar til at gribe ud efter det – så vi, hvordan rebet brast. Det store forkromede anker lagde sig om på siden, og det løsslupne ankertov forsvandt over hovederne på os.

Ikke at der på noget tidspunkt var anløb til dramatik. Men en smule spændende var det da – tilbage på One Ocean, efter endt bjærgning af det løbske anker.

Der kom rigtig mange superlativer om dykket frem på dækket, under tilbageturen. Og på ægte jysk manér kan det ikke siges mere præcist end Gunnar om sildemadderne: “Det’ ikk’ så ringe endda”..!!

Og “ikk’ så ringe endda”, er osse ganske dækkende, når Carlo’s surprise skal vurderes. At kalde det en enestående kulinarisk bedrift, vil nok være at spænde buen en kende. Men med de omgivelser, det vejr, den stemning og ikke mindst DET selskab, så var Carlo’s italienske pasta med pesto og lune hvidløgsflûtes noget, som absolut faldt i god jord. Typisk italiensk er nok også, hvad mange vil kalde den efterfølgende kaffe. Som al anden espresso, var det “en lille kraftig sag”, der kalder på mindst én mere – med mindre altså, at man er på vej tilbage i tørdragten – og er bekymret for, om de sorte dråber vil fremkalde en situation, der ikke er ønskværdig i tørdragt på + 20m.

 

Eftermiddagens båddyk gik til den lille ø “Dvergsøya”.

Dvergsøya ligger i Randesund – og hørte oprindeligt under “Dvergsnes”. Navnet skulle efter sigende være afledt af, at man i middelalderen mente, at området var beboet af en lille troldeagtig dværg.

Dvergsøya er et vægdyk, som er afskærmet fra vejr og vind og med stor variation. Både hvad angår vegetation, demografi samt dyreliv.

Carlo havde, under briefingen, forklaret hvordan vi skulle håndtere kammuslingerne, såfremt vi ønskede at tage nogle med til aftensmaden. Samtidig indskærpede han – hvad vi nok betragtede som en selvfølge – at vi kun skulle tage, hvad vi kunne spise. Men, som han sagde; han havde oplevet, at en flok dykkere var kommet til overfladen med hele fangstnet fyldt med de lækre muslinger. Han havde dog fået dem til at forstå det uhensigtsmæssige i at tømme stedet for den eftertragtede spise.

 

Denne gang foregik nedstigningen uden referenceline.

Vi blev “smidt i vandet” meget tæt på klippevæggen – efter aftale om, hvor vi ville kunne genfinde Carlo og One Ocean.

Selvom vi “selvfølgelig” – havde jeg nær sagt – havde delt os i buddy-teams blev vi sammen som én stor gruppe under hele dykket.

Igen en overvældende følelse at glide ned gennem det stille, klare vand. Kun sjældent har jeg oplevet SÅ markante springlag. Og igen… MASSER af liv. Masser af vegetation på den lodrette klippevæg. Og et væld af farver, der konstant skifter, blinker og stråler i takt med, at vi lader vores lyskegler afsøge væggen.

Savgylte var der igen i stort antal. En fisk, der med sit utroligt skarpe farvespil, mest af alt, minder om en fisk, som hører hjemme på et koralrev i nærheden af Ækvator – og bestemt ikke én man forventer at finde i den kolde, norske skærgård.

 

Om det er herren, mesteren eller kongen af klippevæggen, ved jeg ikke. Men det er garanteret den indbygger med flest tænder…

Stille glider – nærmest svæver vi afsted i det smukke scenarie. Fantastisk sigt, perfekt afvejet og afbalanceret. Bare helt opslugt af at afsøge væggen med små 27 meter vand over hovedet.

Og DÉR var den… En ordentlig basse af en blå/grå havkat stak pludselig sit grimme fjæs frem fra en hule i væggen.

“Sikke nogle bisser”…!! – En rigtig god grund til at holde nallerne for sig selv, og lade være med at stikke hænderne ind i/på steder, der kan bebos af ting som kan bide.

 

Alt i alt et dyk, som absolut hører til blandt de flotteste naturdyk, jeg har gennemført.

Stedet er ideelt til undervandsfotografering.  Specielt når den sene eftermiddagssol falder ind på de lodrette skrænter.

 

Der var ret stille på dækket af One Ocean under tilbageturen. Mange indtryk skulle fordøjes. Og så skulle vi jo også smage lidt på de forskellige drikkevarer, der alligevel stod til fri afbenyttelse (selvfølgelig alkoholfri).

Solen, på vej ned mod klipperne i horisonten, lagde et orange-rødt skær over det spejlblanke vand. Og flere steder, hvor beboerne havde terrasser ned til vandkanten, kunne vi se grillen blive tændt – og rødvin skænket op.

Under andre omstændigheder, kunne man ligefrem fristes til at kalde det “basis for romantik”.

 

Dragter og udstyr behørigt skyllet og hængt til tørre.

Kan da godt være, at “systemet” ikke ligefrem vinder en konkurrence i innovation. Men jeg synes nu, at det var smart tænkt – at indrette skyllerummet som én kæmpe stor bruseniche, dog med lidt ekstra slanger og brusehoveder. Træd ind, iført dragt, støvler, handsker mm. – og skyl det HELE i ét hug.

På vejen ud, passerer man et par ventilerede tørrerum – MED strømudtag, så det er muligt at tilslutte eksempelvis ventilator-bøjler.

 

En super god dag med dykkeroplevelser – ud over det sædvanlige.

En middag på vores terrasse, med udsigt over Dvergsnes’ skærgård – ud over det sædvanlige.

Sjov og humør – ud over det sædvanlige.

Mad, vin, hygge, hjemmebagte boller, kaffe, kager og slik…

Samlet set, en dag – LANGT ud over det sædvanlige.

 

Samlet omkring morgenbordet – i morgensolen på terrassen, var alle vist enige om, at gårsdagens oplevelser nok ville blive svære at slå. Men med udsigten til “M/S Seattle” var vi afgjort klar til at “give it a try”.

 

M/S Seattle ligger i Korsvikfjorden, på 27–72 meters dybde. Og det kan absolut anbefales, inden dykket, at læse lidt op på historien omkring hendes forlis – det er rigtig spændende.

Briefingen var denne gang ikke helt så “brief” som til de øvrige dyk. Kort omkring historien. Langt omkring sikkerhed, forsigtighed, forholdsregler og – som vores engelsktalende, italienske kaptajn og divemaster sagde: “This is MY girl. Admire her – and show her respect”.

Havde planlagt et dybt dyk denne gang. Så ikke bare almindelig omhu. Men denne gang ekstra omhyggelig med buddy- og udstyrstjek.

Med et lille sug i maven fandt vi descend-linen, der forsvandt i dybden under os. Uh… – der er langt ned. Trimmet perfekt. Lidt mere luft i dragten. Trykudligning. Tjek dybden og hastigheden. Fokus på buddy. Øje på linen. Nyd udsigten. – Igen, igen, igen… indtil en mørk silhuet dukker frem fra mørket.

Vi får kontakt med Seattle ved hendes agterende på ca. 22 meters dybde.

Vandet er utrolig klart og efterlader en helt fantastisk sigt. Kigger vi opad, kan vi tydeligt se kølen af One Ocean. Nedad, langs siden på den gamle tøs ses gelænder og ræling. Hele vejen ned til overbygningen midtskibs.

Selv med denne sigt er det dog ikke muligt at se meget længere. Og da slet ikke til boven, som trods alt er 145 m væk – og 50 m dybere.

Fulde af beundring glider vi forsigtigt et par gange rundt om agterenden, mens vi imponeres over, hvor storslået det egentlig er. Intet under, at M/S Seattle anses som Norges mest berømte vrag.

Men alting har en ende. Og hernede, på omkring 35 m, går det hurtigt med luften. Så vi må vel til det… Få buddy’s opmærksomhed. Tommelen opad. OK…

Svært at vente til vi er oppe. Har virkelig lyst til at udbryde “HVOR ER DET ALTSÅ BARE FEDT”.

 

At gøre sidste dyk fra One Ocean spændende – efter turen til Seattle – er ikke helt let, men derfor var det nu alligevel interessant.

“Don’t worry”, sagde Carlo, da vi lå meget tæt på klipperne og gjorde klar til endnu et dyk. “De første 5 m er der absolut ingen sigt. Dybere bliver det godt”.

“Kjelløy” – en 50 m lang trawler samt “Bjarte” – en slæbebåd på ca. 25 m. I folkemunde bedre kendt som “Town-wrecks”.

Da først vi er kommet under de 5 m med praktisk talt nul sigt, kunne vi tydeligt se de 2 vrag. Relativt velbevarede. Ingen særlig vegetation. Men dog et par fladfisk, der gemte sig i det fine sediment, der lå som et lag pudder over hele området.

At det var et populært sted, bevidnede flere “herreløse” ankre om.

To styk fik vi bragt til overfladen – og overbragt til kaptajn Carlo.

 

Tilbageturen var nok den smukkeste af vores sejlture.

Blankt, sort vand. Skyfri himmel og den nedgående sol, mens vi snoede os mellem klippeskær og småøer på dækket af One Ocean.

 

Ku’ nu sagtens have brugt nogle dage mere. Men sidste aften – dét var det. Og tidligt op – dét sku’ vi. Så der var ikke meget andet at gøre, end at sørge for at alt var pakket og klart. Lige til at stoppe ind i bilen.

 

Med en kop kaffe i hånden – og blikket rettet mod solen, der bare ikke VIL helt ned. Så er det, at jeg er tilbage, hvor denne fortælling startede – og tænker:

 

WAOO… Hvor var dét bare fantastisk..!!

 

En stor tak til Jan, Kristen og Claus – en lille, men herlig, samling dykkere fra Diving 2000 – for en super tur. En tur, som ikke kan anbefales nok – og som jeg virkelig håber at kunne gentage.

Flemming Kjær, Diving 2000′