Sikkerhed omkring dykning

Sikkerhed omkring dykning

Sikkerhed i forbindelse med dykning er som alle ved en vigtig ting. Mange mennesker tror dog, fejlagtigt, at sikkerhed er, når man har SOK’s telefonnummer indkodet i telefonen, og man har centrets/klubbens oxybox med i bilen.

I tilfælde af at du er ude og dykke med et dykkercenter, har man måske også en tryghed ved at så er sikkerheden klaret for en. Men hvad nu hvis det er Divemasteren der kommer ud for en ulykke. Kan du så med hånden på hjertet sige at du ville være i stand til at tage over?

Enhver briefing før et dyk med et dykkercenter, en klub eller blot 3 eller flere dykkere bør indeholde en sikkerhedsplan.

Sikkerhedsplan

Denne bør indeholde følgende elementer.

Hvor er vi

En stedbetegnelse, med kendetegnende præcis beskrivelse af hvor man skal dreje. Det er jo sjældent at der dykkes fra et sted med et decideret vejnavn. Kan man fremtrylle en GPS position, ville dette jo være at foretrække både for ambulancefolk samt helikopterpiloten.

Hvem skal man kontakte

I Danmark vil det selvfølgelig være SOK man skal kontakte. Men dykker man i nogle af vores nabolande, eller fjernere egne, skal man altid sætte sig ind i hvem der skal kontaktes i tilfælde af dykkerskader.

Hvad er nødevakueringsplanen

Ikke blot lokationen men også en mere detaljeret forklaring af, hvad der egentlig bør udføres hvis man får en tilskadekommen dykker i overfladen. Altså hvor skal han flyttes hen, hvor langt kan en evt. ambulance komme, hvor kan en evt. helikopter lande. Dette er en vigtig ting at have styr på inden man går i vandet. Når ulykken først er sket, så kan det være svært at holde hovedet helt koldt.

Hvor er OXYBOXEN, og er den samlet og klar til brug

Et hurtigt check om der er tryk på OXYBOXEN, om den er samlet korrekt og klar til brug. Er der nogle i forsamlingen der ikke kender brugen af den, bør den gennemgås inden man dykker. Man ved aldrig hvem der kommer op med skaden.

Dykkerudstyr efter en ulykke

Husk at samle alt dykkerudstyret sammen og undlad at skille det  ad, da dette skal højst sandsynligt til eftersyn og inspektion for en evt. årsag til dykkerulykken.

En tanke om “Sikkerhed omkring dykning

  1. Rigtig god artikel! en del af de nævnte ting kan man jo lære på et Rescue kursus – alternativt læret man også at lave nødprocedureplaner på DM kurset, personligt noget af det sjoveste jeg har lavet – Vi medbragte madpakker og brugte 2-3 dyk på at uadarbejde denne plan, samt et dykkerkort. det var sjovt og hyggeligt som dykning nu skal være 😉

Skriv et svar